Kategorier
Årets prismodtagere

Årets prismodtagere blev afsløret

I søndags på julemessens sidste dag, og som det sidste indslag skulle årets prisvindere offentliggøres. Spændingen var stor blandt de mange fremmødte gæster foran scenen, hvor Børge Baagø Hansen stillede sig op for at afsløre prisvinderne.

Først fortalte Børge Baagø Hansen om baggrunden for tildeling af priserne, hvem der kan komme i betragtning til dem, og hvordan afstemning og udvælgelse var foregået.

Børge takkede Jels Lokalråd for initiativet, foreningsmedlemmerne i bedømmelseskomiteen fra hhv. Jels Lokalråd, Jels Erhvervsforening, Jels Vikingespil / Vikingegruppen Jarlsae, Jels Idrætsforening, Jels Lokalhistorisk Forening og Jels Borgerforening. Endvidere takkede han keramiker Lene Kersting for udførelse af de to flotte statuetter. Han takkede ligeledes Dagli’Brugsen, Super Spar og Pro-Plan for deres hjælp i indsamlingen af stemmerne.

Derefter blev spændingen udløst da Børge Baagø Hansen kunne afsløre, at Årets Jelsing blev Kirsten Hartung fra Jels Sko.

Kirsten er Jelsing med et stort “J”, hun er en virkelig god ambassadør for Jels som en attraktiv by at bo i, hun er altid smilende og i godt humør. Kirsten nyder stor respekt, og sætter professionel service og god behandling af kunder og besøgende højt, hun arbejder og markerer klart sin holdning til at give både lokale og fremmede en positiv oplevelse af Jels.

Kirsten holder på den positive måde stædigt fast i sit mangeårige faglige virke til gavn for Jels, og hun er altid samarbejdsvillig og positiv over for deltagelse i arrangementer sammen med andre Jels-aktører.

Kirsten er gennem sit store og synlige arbejde med sin forretning medvirkende til at påkalde sig folks opmærksomhed og interesse. Hun opfylder ved sin indsats og forretningsdrift i Jels på alle måder kravene til kåring som Årets Jelsing.

Kirsten Hartung fik af Børge Baagø overrakt statuette “Kvinde med hjerte i hånden”, der symboliserer næstekærlighed.

Herefter skulle vinderen af forskønnelsesprisen afsløres og denne pris gik i år til Søren og Bente Gammelgård for deres energirenovering af Over Jelsvej 4 i Over Jels.

“Vi er i en tid, hvor der i nybygning og renovering i høj grad fokuseres på at minimer energiforbrug og anvendelse af alternative energikilder. På dette område skiller Årets prisvinder sig ud. Det er et projekt, som skaber en god helhed med omgivelserne og som adskiller sig med en kraftig energirenovering. Et stort løft til stedet og til Jels”, fortalte Børge Baagø Hansen bl.a. i sin begrundelse for udvælgelsen.

Huset er blevet udvendig efterisoleret og hvidpudset på flot vis. Taget fremstår i sorte tagplader. Solfangeren på taget vidner om lysten til at hente energi på en alternativ måde.

Der er tænkt over detaljerne. De nye vinduer er i sat med samme dybde i falsene som ved de gamle vinduer. Både sokkelfremspring, facademur, gesimser og vinduer har bevaret deres udtryk, med respekt for husets oprindelige stil uden at ødelægge helhedsindtrykket.

I haven er der blevet tyndet i beplantningen og anlagt plæne, der giver huset lys og luft omkring sig.

Over Jelsvej 4, fortjener forskønnelsesprisen, og det er målet at sende et godt signal om at landområdet er nyt og vigtigt at inddrage i denne afgørelse for Jels og dens omegn.

Søren og Bente Gammelgård fik overrakt statuette “Kvinde med skjold og byvåben”, der symboliserer byens stolthed.

Kilde: Jels.dk